Fremtiden for Microsoft
Hvor står de i en turbulent tid?
Verden ændrer sig hele tiden, og da den globale IT- og cloud-verden er tæt forbundet på tværs af mange lande, har Microsoft følt at der har været behov for at definere hvordan de vil agere i en mere fragmenteret verden, når man er en amerikansk ejet virksomhed.
Det har ført til en liste af emner for deres ageren på det europæiske marked, som Microsoft har forpligtet sig til at følge. Noget er en kurs, de allerede har lagt og følger, andet er en bevidst ændring af strategi, som reaktion på den geopolitiske situation.
Microsoft har stor fokus på Europa, det er et vigtigt marked for dem, og flere lande har også helt officielt udtrykt bekymring over en sårbarhed over at anvende software som en service, der er underlagt andre landes (ikke europæiske) lovgivning og ageren. Allerede nu har Microsoft indgået partnerskab med lokalt forankrede og kontrollerede virksomheder i Frankrig, og endnu en er på vej i Tyskland, og flere vil følge.

Ligeledes vil Microsoft udvide deres datacentre i Europa, for at sikre lokal kontrol. I løbet af de næste 3 år vil kapaciteten blive mere end fordoblet, og centre bliver spredt ud over flere lokationer i 16 forskellige lande, så der kommer over 200 datacentre fordelt ud over Europa. Som vel at mærke bliver underlagt europæisk lov og regulering. Samtidig åbner man også op for at der i Europa eksisterer mange (i Microsofts perspektiv) små IT-løsninger, som man vil blive bedre til at lukke op for og lukke ind, så det bliver en oplevelse af et samlet økosystem for kunderne.
Hvad betyder det for os i EU?
Microsoft indsætter en europæisk bestyrelse, der har det overordnede ansvar for at deres Cloud service overholder europæisk lov – også i forhold til databeskyttelse. Endda så meget at det muliggøres for kunder at lave en ”lockbox”, som Microsoft ikke kan tilgå, ligesom man også kan lukke af for synlighed af adgangskontrol, så end ikke Microsoft kan åbne, og derfor ikke – uanset hvad de bliver pålagt – kan tiltvinge sig adgang. For os almindelige dødelige er det ikke så interessant, men er man fx statsligt organ, med hemmeligheder som vil være fatalt i de forkerte hænder, er det ret interessant.
Mere relevant for alle er det at Microsoft forpligter sig til at skulle det utænkelige ske, at en ikke-europæisk regering (ingen nævnt, ingen glemt) forsøge at nedlægge eller overtage deres europæiske cloud forretning, vil de uophørligt og med stor styrke bestride det ved hjælp af alle tilgængelige juridiske muligheder, herunder at gå rettens vej. Og at man i samarbejde med de lokale partnerskaber sikrer beredskabsordning for operationel kontinuitet, hvis det skulle ske.
Det er muligvis til fortolkning, men det budskab, der skinner igennem, er at de er klar til at overdrage ejerskab til de etablerede partnere, så det ikke længere er på deres hænder, hvis nogen skulle tvinge dem til at lukke ned for det. Endvidere bliver al deres kode sikret i topsikrede lagre i Schweiz, som der vil blive adgang til for de lokale partnerskaber, hvis det (heldigvis meget) usandsynlige skulle ske at Microsoft overtages af ikke-europæisk venlig magt.
Microsoft fremhæver også specifikt deres indsats og forpligtelse over for cybersikkerheden. Allerede nu har Microsoft kastet sig massivt ind i at understøtte NATO, Ukraine og andre der har behov for beskyttelse mod cyberangreb fra ikke-europæiske interesser. Teknologi og bistand for op mod en halv milliard USD er allerede stillet gratis til rådighed for Ukraine.
I april fejrede Microsoft deres 50 års jubilæum, og anerkender at de ikke var det de er, hvis ikke det var for Europa. Som de slutter deres opremsning af forpligtelser: Europa har behandlet os godt. Vores støtte til Europa har altid været – og vil altid være – urokkelig.
Du kan læse meget mere om det på Microsofts egen hjemmeside ved at klikke her: Microsoft.com eller DR nyheder ved at klikke her: dr.dk
